Kravspecifikation

Fra Holstebro HTX Wiki
Spring til navigation Spring til søgning

Kravspecifikationen skal beskrive det produkt man har tænkt sig at designe.

Kravspecifikationen skal være så konkret, at man kan besvare i sin konklusion om man har opfyldt kravene.

Overordnede krav

I de overordnede krav angiver man hvad det er det ønskede produkt skal løse, eksempler kunne være:

  • Styringen skal kunne kontrollere og optimere planters vækstbetingelser i et drivhus
  • Styringen skal kunne indstilles til 10 forskellige plantetyper
  • Styringen skal kunne arbejde med 3 forskellige vækst-zoner i samme drivhus
  • Styringen skal give planterne 30% bedre vækstbetingelser end på friland
  • Styringen skal optimere energi-forbruget

Konkrete krav

De mere konkrete krav kan man først opstille når man har foretaget en grundig problemanalyse. Eksempler på sådanne krav kunne være:

  • Styringen skal kunne kontrollere luftfugtighed, temperatur, CO2 indhold i luften, jordens fugtighed og samlet mængde af lys
  • Styringen skal opbygges som en velfungerende prototype
  • Styringen skal opbygges så den er brugervenlig og nem at betjene

Tekniske krav

Ud fra problemanalysen kan der også fremkomme nogle mere tekniske krav til produktet som kunne være:

  • Styringen skal kunne fungere ved tilslutning af 230V AC og vandværksvand
  • Styringen skal i sin endelige form kunne fungere i et fugtigt miljø op til 95% RH og i et temperaturområde fra 0 til 45 grader
  • Styringen skal overholde gældende EMC krav

Krav til blokke

Når man kommer længere ind i sin designproces, så kan det igen være en fordel at tænke kravspecifikation. Produktet vil typisk kunne opdeles i en række blokke ud fra et opstillet blokdiagram.

De enkelte blokke kan have hver deres kravspecifikationer, som man også kan betegne grænsefladespecifikationer, hvor det typisk er nogle meget konkrete elektriske krav der opstilles for den enkelte blok. Det kunne for en temperatur-forstærker være følgende:

  • Forsyningsspænding +/- 8V 10 mA
  • Signal ind 10 mV/grad C 2,5V ved 25 grader C
  • Signal ud 0-5V svarende til 0-50 grader C